Andelsboligformen har været kendt i landet gennem de sidste 100 år. Der er til trods herfor ofte misforståelser omkring betydningen af foreningsstrukturen, og andelsboligen forveksles til tider med såvel ejer- som lejerboligformer. Selvom begrebet andelsboliger nævnes i en række forskellige love, er der ikke i lovgivningen forsøgt at definere, hvad der egentlig forstås ved en andelsboligforening.
Karakteristisk for andelsboligen er, at beboerne i en beboelsesejendom ejer andele (ideelle anparter) i foreningen, som igen ejer ejendommen. Til hver andel er der knyttet brugsretten til en bolig i foreningens ejendom. Andelshaverne ejer i fællesskab alle foreningens aktiver, herunder ejendom, driftsmidler, værdipapirer etc., og har på tilsvarende vis en andel i foreningens eventuelle gæld.
1. februar 2005 trådte de nye regler for pant og udlæg i andelsboliger i kraft. Det medførte, at alle andelshavere og købere af andelsboliger nu har mulighed for at stille deres andelsbolig som sikkerhed for lån.
Med de nye regler forsvandt foreningernes mulighed for gennem deres vedtægt at indføre eller opretholde et forbud mod pantsætning af og udlæg i foreningens boliger. Det vil sige, at alle kreditorer har mulighed for at begære udlæg i en andelshavers bolig. Dette omfatter både ny gæld, men også gæld, der er stiftet før de nye regler trådte i kraft.
Alle andelshavere har ret til at pantsætte deres andelsbolig, uanset låneformål. Andelshaverne kan dermed stille deres andel som sikkerhed for lån i pengeinstitutter o.l., hvilket gerne skulle give andelshaveren mere favorable lånevilkår. Der er derimod ikke tale om, at andelshaveren kan optage kreditforeningslån, da det fortsat kun er foreningen, der kan pantsætte foreningens ejendom.
Der er oprettet en Andelsboligbog ved retten i Århus, hvor kreditorer kan få tinglyst deres tilgodehavender hos andelshaverne.
Da andelen og brugsretten til bolig altså hører sammen, kan en andelsboligforening ikke have ”passive” medlemmer, det vil sige medlemmer, der ikke har brugsret til en bolig, men alligevel har betalt indskud i foreningen.
Enkelte foreninger har desuden optaget erhverv som andelshavere. Andelen er her knyttet sammen med brugsretten til erhvervslokalerne.
Foreningen er en selvstændig juridisk person, og bliver foreningen indviklet i en tvist er det således foreningen, og ikke de enkelte andelshavere, der er part i sagen. Foreningen vil ligeledes i almindelighed være selvstændigt skattesubjekt, så foreningens eventuelle skattemæssige fradrag kun kan udnyttes af foreningen og ikke af de enkelte andelshavere. En undtagelse fra denne regel er dog de såkaldte boligkollektiver, som er organiseret som andelsboligforeninger.
Der kan ikke siges noget generelt om størrelsen af den typiske andelsboligforening. Det er klart, at der i alt fald må være to andelshavere, før det giver mening at tale om en forening, og de største foreninger har flere hundrede medlemmer. Gennemsnitligt ligger størrelsen af typiske andelsboligforening på mellem 20 og 30 andelshavere, noget større i byområderne end ude i landet.
Det er klart, at foreningens størrelse har betydning for både den formelle ramme (vedtægter m.v.) for foreningens virke og for det rent praktiske foreningsarbejde, det sociale net etc. Andelsboligforeningens virke reguleres af foreningsvedtægten.
Andelsboligforeningen ledes i det daglige af en bestyrelse, der vælges af generalforsamlingen blandt foreningens egne medlemmer. Der afholdes årligt generalforsamlinger, hvor alle medlemmer har adgang, og hvor blandt andet regnskaber og budgetter godkendes og andelsværdierne fastlægges.
Nogle foreninger har desuden tilknyttet en professionel administration eller en ansat stab til bistand for bestyrelsen i forbindelse med den daglige administration, mens bestyrelsen i andre foreninger selv udfører både administrative og driftsmæssige opgaver. Endelig har næsten alle foreninger en professionel, statsautoriseret eller registreret, revisor, som reviderer foreningens regnskab.